Bryd vanerne – mere økologi for pengene.

Som lovet hermed 2. del i min lille serie om at spare penge på madlavningen, med opskrift på rodsammen grønne falafel deller… (de er altså vildt lækre hvis du spørger mig)Idag uddyber jeg de første 5 punkter fra 1. del om at få råd til mere økologi de handler om at bryde indkøbsvanerne.

1. Brug discountbutikker.
De bugner efterhånden af økologi og er altså billigere. Jeg har altid haft en idé om at kvaliten også var derefter, men så længe jeg går efter økologi i discountbutikkerne matcher kvaliteten af maden sagtens med hvad de gængse store supermarkeder tilbyder i den konventionelle afdeling.

Den helt store forskel for mig er så, at jeg ikke bliver fristet til at købe alt muligt andet med hjem, tøj, sko unødvendige dimser eller et eller andet ligegyldigt til min bolig, som jeg alligevel ikke har brug. Som regel synes jeg også, at en tur i Bilka eller lign. ender med at tage så lang tid, at man bliver sulten og impulskøber franske hotdogs eller andre halvklamme snacks undervejs… Derfor bliver det samlede indkøb i discount, som regel ikke bare lidt, men ret meget billigere for mig.

Som en sød læser foreslog kan man også spare penge ved at handle mad og dagligvarer på nettet, der slipper man jo også for alle de der in your face fristelser.

2. Husk indkøbseddel
Det giver sig selv og er verdens ældste indkøbsråd – det som jeg vil tilføje er: husk mængder på den. Vi er allesammen opdraget til at tjekke kilopriser på vores indkøb, når vi scanner hylderne, men det altså tit sådan, at man kan spare penge, hvis man køber en mindre mængde af noget istedet og der hjælper det rigtig meget, hvis man ved hvor meget man har behov for.

Såfremt man alligevel ikke skal bruge hele den større pakke, hvad hjælper det så at kiloprisen er lavere? Her f.eks. salatost i tern, jeg skal kun bruge 150g og det er faktisk billigst i øko versionen… Så prøv at bryde den automatiserede tankegang om, hvad der er det billigste køb – hvor mange af os ender ikke med at kyle den sidste bundslat af en af disse ud…?

Desuden vil jeg nu også råde til at være fleksibel i forhold til mængderne – hvis økoversionen kun havde indeholdt 100g havde jeg nok stadig købt den i denne omgang, da den skal bruges i en tærte og mændgen ikke er afgørende.

3. Keep it simple
En af klassikerne for mig er at købe bulgur eller en eller anden form for perle et eller andet spelt, byg whatever og så bruge lidt af det én gang, hvorefter resten ligger i skuffen og bliver for gammelt. Der er det ret nemt – just don’t. Det er fint nok at prøve nye ting af, men når du for 3. gang har kylet en rest af det samme ud, prøv da mentalt at notere dig, at du ikke behøver at købe det igen. For mit vedkommende er det også ingefær, koriander og æblecidereddike… Alt hvad der ender i skraldespanden er jo penge du kunne have sparet.

I det fleste tilfælde skifter jeg bare perle-whateveren ud med ris og i de andre tilfælde griber jeg til nogle af de krydderier vi godt kan lide her hos os. Lad derfor være med at købe slavisk ind efter en opskrift, men brug det du har allerede har eller har erfaring med der virker hjemme hos dig.

I dagligdagen prøver jeg også at gå efter så simple opskrifter som muligt – det er både nemmere og altså også billigere, når man ikke skal jongelere alle de rester af mere eller mindre fancy indredienser.

4. Spis frosne grønsager.
Mange tror at næringsværdien er dårligere i frost grønsager – det er en myte, så du kan sagtens spise løs af dem og blive struttende sund. De fleste steder kan man efterhånden få alle frost grønsager i en økoversion, det varierer lidt om de er dyrere eller billigere end den friske version. Grønne bønner er f.eks billigere på frost hvorimod broccoli er dyrene (måske afhængig af sæson).

Der hvor du kan få en besparelse er på spilddelen, for de frosne bruger du bare resten af, når du har behov – de ligger ikke og rådner op i køleskabet. Desuden er det nemmere at basere madlavningen på rester, hvis man ved at man har lidt i fryseren at supplere op med.

5. Køb kun det du mangler
Egentligt har jeg vist dækket dette punkt allerede, men det er altså det som står på din indkøbseddel og ikke alt muligt andet, hvis du skulle være i tvivl. Det betaler sig nu alligevel at holde øje med tilbudende på BASISVARER og kun dem, der hvor du alligevel handler.

Jeg har samlignet priser på coopmad.dk og det er muligt man kan finde varene billigere andre steder, men som jeg før har nævnt kan jeg godt lide at handle med en kæde, der tager deres ansvar alvorligt.

Hermed en opskrift, hvor jeg har brugt nogle af mine egne råd – ikke kun dem fra idag. Den kan forhåbentligt give dig lidt inspiration til hvordan disse tips kan bruges i praksis. I denne opskrift er kødet sparet helt væk, for at økonomisere lidt med forbruget af det.

Se opskriften på GRØNNE RODSAMMEN FALAFELDELLER

Det er iøvrigt med til at give mig lidt mere hverdagsglæde, når vi spiser så økologisk som muligt (og det er ikke lig med at det hele er øko) så ved jeg, at jeg i hvert tilfælde på det punkt har gjort mig umage for at lade mine handlinger afspejle mine ord. Det kan sagtens være noget helt andet der betyder noget for dig, i så fald kan du jo bare bruge de sparede penge på noget andet.

Skriv gerne en kommentar, hvis du vil supplere mine tips eller du har spørgsmål, jeg vil også altid gerne høre din mening. I næste uge uddyber jeg på temaet Tid er penge i forhold til madlavningen.

Kh. Trine

P.S. Du kan som altid tilmelde dig mit nyhedsbrev og være sikker på ikke at gå glip af de næste 2 dele i serien.

Del gerne hvis du vil inspirere andre:

Jeg vil altid gerne høre fra dig, så don't be shy: