Kan vi ændre verden for 50kr?

Du har nu chancen for at give dit input med til at ændre verden (i en positiv retning) og samtidig blive medforfatter på en bog. 

Resilient Vejle, som er en del af Vejle kommune, udgiver i forbindelse med folkemødet i Vejle til juni en bog om alle de små ting vi kan gøre for en 50’er (eller mindre), hverdagsaktivisme som måske kan flytte verden i en lidt bedre retning.

Bloggen her handler jo netop om, at det ikke behøver at være alt eller intet, når man giver sig i kast med bæredygtighed, derfor synes jeg at bogens tilblivelse fortjener et ord med på vejen.

På deres facebook begivenhed kan du læse følgende:

“Vi indsamler idéer til en bog, der skal indeholde hverdagshandlinger, som kan ændre verden. Handlingerne må max. koste en 50’er at udføre, da det skal være noget alle har mulighed for at gøre. Det kan være bittesmå handlinger, som udføres hver dag eller en gang i mellem, for en selv, miljøet eller for andre, som gør verden til et lidt bedre sted at være. 

Postkortet som du kan finde rundt om  i Vejle og udfylde med din idé.

Gør du noget hver dag, som gør verden lidt bedre? Eller kender du nogen, der gør? Eller har du bare en vildt god idé? Så giv den videre og bliv medforfatter til bogen, der lanceres til Vejles Folkemøde d. 8. & 9. juni. 

Beskriv din idé, hvad den koster at udføre og hvorfor det er en god idé og send en email til resilient@vejle.dk. 
Eller find en af de fem postkasser rundt omkring i Vejle Kommune og smid et af de tilhørende postkort i.

Fristen for indlevering af idéer udløber d. 31 marts.”

På begivenhedens debatside kan du også smide en kommentar med din idé.

Jeg har f.eks. budt ind med:

Hvis du og din familie spiser en pakke hakket oksekød om ugen, kan du for ca. 50 kr om måneden
skifte til økologisk kød – det er godt for dyrene, miljøet og tilsyneladende også vores drikkevand.
Trine, 38år

Det kunne også sagtens handle om at strikke sine egne karklude eller bage sit eget brød…

Jeg ved mange af jer der læser med her er fulde af gode idéer, til for få penge at leve lidt mere bæredygtigt, så jeg håber I vil være med til at gøre bogen til en succes.

Det behøver jo heller ikke at have noget med øko at gøre – prøv at f.eks at gi’ en kop kaffe til vedkommende bag dig i køen, næste gang du er på Starbucks, mon ikke det med sine ringe i vandet kunne gøre verden til et lidt rarere sted at være?

I øvrigt er det nu rigtigt dejligt at min lille provinsby gør noget for at fremme budskabet om, at vi hver især er med til at gøre en betydelig forskel med de handlinger vi foretager os. Ind imellem brokker jeg mig jo lidt over, at det der med at gøre en positiv forskel i verden med hverdagshandlinger er noget nemmere for folk i de større byer, men her viser Vejle altså også vejen frem.

Så kan vi bare håbe på, at vi snart er kommet så langt, at detailhandlen i mindre byer får opsnuset, at nogle af os udenfor Kbh og omegn også er klar til at handle bevidst. Det ville være skønt om vi kunne få flere øko-dagligvarer som for eksempel tandbørster og bæredygtigt modetøj uden at behøve at gå på nettet eller køre til “storbyerne”.

Som altid tak fordi du læste med.

Kh. Trine

P.S. For en god ordens skyld skal jeg lige nævne at jeg har en god veninde som er Chief Resilience Officer i Vejle kommune og dermed arbejder med dette bogprojekt. Det betyder ikke, at jeg på nogen måder tjener på mit indlæg, kun at jeg rigtig gerne vil være med til at hjælpe det lidt på vej, hvis jeg kan.

REKLAME:

Del gerne hvis du vil inspirere andre:

2 Comments on “Kan vi ændre verden for 50kr?

  1. Skifte til øko oksekød? Det er jo åndssvagt! Spis plantebaseret i stedet. Økologi er hverken godt for dyrene, miljøet eller drikkevandet. Spar det væk, og så skal du se hvordan du kan hjælpe dyrene, miljøet og drikkevandet. Det er SÅ naivt at sige”Bare skift til økologi “.

    • Hej Lene

      Tak fordi du giver dig tiden til at kommentere.

      Det er et virkelig godt tip du giver der ‘Drop kødet og skift til plantebaseret kost’ Hvis man ikke helt er klar til at tage det store skridt er jeg dog fortaler for at alle små er ligeså velkomne, så længe vi forbruger lidt mere bevidst idag end vi gjorde igår.

      Jeg synes alt eller intet tankegangen forhindrer mange i at gøre noget som helst, derfor hellere øko kød (som jo som regel også kommer i lidt mindre pakker) end almindeligt kød – ved godt det er lidt kompliceret med økologi, men det sender i hvert tilfælde et signal om at vi ikke vil tolerere gift i vores mad og at dyrene skal leve et mere naturligt liv.

      Det er jo bare min mening – heldigvis er vi jo alle sammen forskellige.

      Kh. Trine

Jeg vil altid gerne høre fra dig, så don't be shy: