Om kaffemøder og tankemylder

I min feed på diverse sociale medier flyder det over med artikler om hvor vigtigt det er leve i tråd med sine inderste værdier – Og jeg kunne ikke være mere enig, men hvordan finder man dem frem derinde bag neocortex?

Derinde hvor man ikke lader sig styre af corporate life’s lektie om, at det vigtigste er vækst og moneter og ens egne overbevisninger som med hård hånd lader fornuften og realismen råde?

Jeg har ikke en masse gode svar til dig, kun lidt strøtanker om den proces jeg er i.

I bund og grund befinder jeg mig i en situation jeg synes er lidt pinlig, for jeg er et voksent menneske (37 år red. – haha red. det er mig), som nok burde kunne træffe en beslutning, men det føles lidt som om jeg er 18 igen og skal til at vælge uddannelse. Nå, Trine, hvad vil du være, når du bliver stor… Tja, skøjteprinsesse, blogger, karkludsstrikker, freelance grafiker, underviser, livsnyder…

En masse fantastiske mennesker, som vil hjælpe rækker ud og siger (og af hjertet tak for det, by the way) – Jeg kan se på LinkedIn, at du søger nye udfordringer, hvad leder du efter? – øh, jeg ved det faktisk ikke – frihed, sjov, noget nyt – at være herre i eget hus og leve af det. Kan du bruge det til noget?

Jeg er vant til at have styr på det – og jeg synes det er pinligt at indrømme det modsatte, jeg ved ikke hvad jeg vil og hvor jeg skal hen, men jeg arbejder hårdt på at finde ud af det.

I løbet af de sidste 14 dage har jeg mødtes til kaffe og gode input, med en masse søde, inspirerende og dygtige mennesker – hver gang afføder det en tankestrøm uden lige og nye ideer (med tilhørende bekymringer) dukker op. Jeg er sikker på, der nok skal komme noget godt ud af det, men jeg ved ikke helt hvordan jeg skal komme derhen og selvom det påstås, at jeg er et tålmodigt menneske, er der vel grænser for selv den bedste.

I forbindelse med min fyring fik jeg tilbudt et outplacement forløb, der indebar en personlighedsanalyse, til afklaring af kompetencer. En af punkterne, blev jeg provokeret helt vildt af – forsigtig beslutningstager, fordi jeg gerne vil træffe den rigtige beslutning på det velargumenterede grundlag – det kunne tolkes, som om jeg var en svag beslutningstager, hmm tænkte jeg, det kan vel ikke være en svaghed, at ville gøre det ordentligt og være sikker i sin sag, men her 3 måneder senere hvor jeg stadig væver rundt i hvad søren jeg skal… – OK, Point taken, Bente, du får ret og jeg må så øve mig i at tage de der beslutninger.

Nogle beslutninger kan nemlig ikke kun tages med hovedet, har jeg måttet sande efter endeløse søvnlæse nætter, med for og imod lister, med hvert muligt senarie af alverdens ideer analyseret, vendt og drejet og fundet for tyndt og usikkert. Men uanset hvad, er fremtiden jo ikke til at sætte på formel og der er alt for mange ubekendte.

Indtil videre har jeg har konkluderet så meget som, at hvis jeg vil prøve noget nyt, må jeg gøre noget andet end jeg plejer – det er ikke den dybe tallerken, men kan for mig være sværere end det lyder.

Og hvis ikke man tager en beslutning med hovedet, hvad tager man den så med? Maven eller hjertet siger nogle. Min mave rumler og mit hjerte banker, så langt så godt, men jeg synes ikke rigtigt at nogen af delene sådan for alvor fortæller mig noget (udover at jeg er småsulten måske) Derfor er jeg begyndt at lave mindfulness meditationer, for mit hoved kværner løs hele tiden og jeg er simpelthen nød til at gøre et eller andet helt bevidst, for at få det til at holde kæft.

Første gang jeg sad en halv time og fokuserede på kun at mærke min krop, græd jeg – der var åbenbart så mange uforløste ting, der sad fast. Nu kan jeg bedre være sammen med den, alene, uden hovedet, det er befriende og på den måde øver jeg mig i at mærke efter, hvad der føles rigtigt.

Hvis du har tendens til at forsvinde meget op i hovedet, kan jeg varmt anbefale at prøve disse meditationer fra Psykiatrifonden. Jeg prøver at få gjort det hver dag og kan mærke, at det for mig også kan lindre fysiske smerter lidt.

En anden måde jeg kommer tilbage i kroppen på, er ved at rydde op og plukke blomster. Det kræver lige præcis nok tankeaktivitet til at holde mylderet af tanker lidt i skak for mig.

For udover at bruge kroppen til at mærke efter, når valget skal træffes, skal jeg bestemt også bruge den for at handle på det. Det er næste step.

Hvad gør du for at tage en livbeslutning? – kan du mærke din mavefornemmelse og lytte til dit hjerte eller har du også lyst øve dig på det?

Det bliver ikke nødvendigvis nemmere at træffe en beslutning, af at lytte både til hovedet og kroppen. Det lader til, at de indimellem har hver deres dagsorden, men jeg håber, at jeg ved at tage begge dele i betragtning bliver gladere for den beslutning jeg ender med.

Kh. Trine

P.S. Følg med i næste uge, når jeg tager hul på temaet om efterårets garderobe oprydning, vejen til en garderobe med mere omtanke – husk du kan følge med via e-mail, Facebook og nu også Instagram hvis du har lyst til at få besked, når der er nyt på siden.

Del gerne hvis du vil inspirere andre:

3 Comments on “Om kaffemøder og tankemylder

  1. Hej Trine
    Jeg kan fuldstændig sætte dig ind i dine tanker. Jeg er også en “forsigtig beslutningstager”, dvs. baserer helst mine beslutninger på facts. Men hvordan regner man ud, hvad man allermest har lyst til at bruge sin arbejdstid til, som immervæk er ret mange timer på en dag?? Lister osv har jeg også lavet, men man kommer ikke frem til et syleskarpt resultat, man kan løbe efter… Nok fordi der kan være mange gode veje ud af vores situation…. og bagefter siger vi nok at den har været lærerig osv osv. Lige nu nyder jeg stadig tiden. Jeg er ikke i panik, og tænker at jeg nok skal få job. Men er også klar over at situationen nok er en anden, hvis jeg sidder med de samme tanker (og uden job) om et halvt år….

  2. Skriver lige af 2 omgange, det virkede ikke med en lang kommentar….

    Jeg ved at jeg har en mavefornemmelse, og nogle gange kan jeg mærke den tydeligt, og andre gange ignorerer jeg den nok, og tænker “det mest fornuftige at gøre”. Så sender jeg f.eks. en ansøgning, som jeg ikke brænder 100% for, og går bagefter for lidt op i om den udmønter sig til noget. Når jeg så bagefter helst håber på et afslag, fordi jeg ikke 100% gider den alligevel, så ved jeg jo godt at jeg skulle have lyttet mere til min mavefornemmelse. For umiddelbart virker den jo hver gang… jeg ved jo nøjagtigt hvornår man ser en annonce der lyder pisse spændende, og dem der er mere sådan lidt “ja ja det kan jeg vel godt prøve”…. Men jeg øver mig også. Meditationer har jeg prøvet i anden sammenhæng, hvor jeg også var glad for det. Jeg “burde” nok gøre det oftere, for ved at det er godt for mit overskud og min evne til at mærke mavefornemmelsen… men der er så mange ting, vi burde gøre 😉 Måske i morgen? 🙂

    • Tak fordi du tager dig tiden til at dele dine oplevelser refleksioner. Det er virkeligt dejligt at føle sig mødt og ikke alene når man tumler lidt rundt og vakler.
      Jeg synes det er mega godt at du tager dig selv tiden til at nyde det, for selv det har jeg selv oplevet kan være svært.
      I det link jeg henviser til er der en kort body scan på 16 min. den tvinger jeg mig selv til at bruge tiden på hvis jeg ikke rigtig gider 🙂 og så har jeg det bare så meget bedre bagefter. Men det lyder jo egentligt som om du allerede er ret god til at lytte til kroppen.
      God fornøjelse med processen og held og lykke med jobsøgningen. Når du er klar.
      Kh. Trine

Jeg vil altid gerne høre fra dig, så don't be shy: